Hvad er det med os og vores familier – hvorfor er der så mange voksne børn, som ikke trives med deres forældre? Jeg ser det i min omgangskreds, jeg ser det i det offentlige rum, jeg ser det illustreret på film  – kender du det?

Måske og heldigvis er der også mange som trives med deres forældre hele livet igennem.

Mit bud er, at vi lærer mange ting af vores forældre – måder at gøre ting på, måder at tænke, fordomme, ”rigtigt og forkert”, livsbaner osv osv. Vi har også lært om vi i bund og grund føler os elskede af vores forældre, om vi i virkeligheden var ønskede ved undfangelsen.

Mange af disse ting ligger i vores ubevidste. Vi har bare adopteret mange holdninger uden kritik og vi har den følelse omkring os selv, som vi nu har.

Mange tror, at det er i teenage stadiet at vi ”finder os selv” – men vi er slet ikke færdige der. Det fortsætter hele livet i større eller mindre grad.

Mange er også i et dilemma. Vi kommer måske til et tidspunkt hvor vi slet ikke er enige i de holdninger vi lærte var de rigtige da vi var børn. Det fører til diskussioner og måske kommer vi børn os til at føle os forkerte. Det kan være rigtig svært pludselige at have andre holdninger end dem, som vores forældre har.

I virkeligheden er det fjollet at vi som 40-50-årige stadig sulter efter mor og fars kærlighed og accept – men det sådan det er – måske ikke bevidst – men det er så grundlæggende en ting – en overlevelsesmekanisme, at den er afgørende for vores selvværd, også som voksne og også som gamle voksne.

Det lille barn kan jo ikke overleve, hvis mor og far ikke sørger for det – hvis det mangler kærlighed og omsorg, sker der nogle mekanismer indeni, som vil præge barnet hele livet og hvis det slet ingen omsorg får, ja så dør barnet bogstavelig talt.

Har vi haft denne følelse, vil vi ubevidst forsøge at få den senere i livet ”koste hvad det vil”. Ofte søger vi den også fra vores partner – vi genkender mekanismen i vedkommende og forsøger at få kærlighed herfra som en slags erstatning for den kærlighed vi ikke fik fra vores forældre, fordi vi havde oplevelsen af, ikke at være elsket, når vi opførte os på en bestemt måde.

Dilemmaet opstår når vi mærker behov for at tage afstand fra de gamle holdninger som mor og far har givet os – afstand fra dem som personer, fordi du kan mærke, at du skal passe bedre på dig selv.

Den anden side er den med, at det trods alt er dem der har givet dig livet, det er trods alt måske ikke for evigt du har dem, det er trods alt de bedste vidner til dit liv. De har trods alt gjort deres bedste! Er det så en god ide, at være så tydelig i uoverensstemmelserne, at lægge afstand til dem verbalt og/eller fysisk?

Hvor står du så – midt imellem behovet for at finde ud af dine egne behov/holdninger uden indblanding fra dine forældre,  og så der hvor du synes, at du ”skylder” dem at være artig dreng/pige og være som de ønsker det.

Du føler måske, at hver gang du er på vej mod et ja, så trækker de dig over i et nej – eller omvendt. Ligesom et elastik – det er virkelig svært at ”slippe fri” af de gamle indgroede vaner – også selvom det strider imod alt hvad du står for som menneske. Vi har jo lært hvad der er ”rigtigt” og hvad der er ”forkert” og pludselig er vores nye holdning ”forkert” i mor og fars øjne.

Vores krop vil reagere på følelser og handlinger som ikke er i overensstemmelse med hinanden. Og kommer du i krise, handler det om at tage gamle holdninger og vaner op til overvejelse. Dette kan du med fordel gøre sammen med en behandler – en som kan støtte dig og stille de rigtige spørgsmål.

Og inden du når så langt, så start med at skrive dine tanker ned – få det ned på papir, så du måske bedre kan se hvad der sker indeni dig.,